Koncertkapellet - nyhedsbrev #48

Velkommen til nyhedsbrev #48!

Jeg er tilbage i huset efter et par ugers sygemelding på grund af en planlagt operation. Alt er godt, og jeg glæder mig til at få samlet op og gjort klar til de kommende arrangementer. Dette er vores tredje efterår i drift, og ligesom de foregående år er november og december de travleste måneder - med mange gode musikalske oplevelser i vente. Den første er allerede på søndag, hvor Duo Ngoc blandt andet spiller Bach. Det minder mig om, hvor fantastisk hans musik er.

Da jeg i 90'erne søgte ind på Musikvidenskab i København, skulle man som en del af optagelsesprøven spille en tostemmig invention af Bach. Jeg fik fat i et udgået bind med Bachs klavermusik, smukt indbundet med grønne, polstrede permer. Her var præludierne, sinfoniaerne, inventionerne, Goldbergvariationerne og meget mere. Jeg husker, at jeg bare tog den første, inventionen i C-dur. Det gik fint, og jeg kom ind.

Bogen står stadig på klaveret derhjemme, og jeg spiller jævnligt fra den. Det sjove er, at musikken næsten kun bliver mere fantastisk, som årene går.

Bach skrev som bekendt også for violin, og i hans værker for soloviolin finder man noget af den samme fornemmelse af flere selvstændige stemmer, der væver sig ind i hinanden. Én musiker spiller alene, men det lyder ofte, som om flere er på spil samtidig.

Søndag den 15. november sætter Duo Ngoc Bach side om side med Paganini og Berio. Det giver et spændende indblik i, hvordan musikken for soloviolin har udviklet sig: fra Bachs flerstemmighed over Paganinis virtuositet i 1800-tallet til Berios eksperimenterende klangverden i 1900-tallet.

Og så bliver der også mulighed for at høre den sjældne baritonviolin.

Jeg har stillet duoen tre hurtige spørgsmål, som du kan læse her, og få en lille forsmag på baritonviolinen:

→ Læs Duo Ngocs svar her

Seks dage senere venter en helt anden slags historie. Lørdag den 21. november spiller Ulla Bendixen og Martin Ottosen fra Sorten Muld Stemmer i Voks. I begyndelsen af 1900-tallet drog Håkon Grüner Nielsen og Percy Grainger ud på den jyske hede med en fonograf og optog folk, mens de sang. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen hjalp dem på vej. Nu giver duoen de gamle stemmer nyt liv med arrangementer for trædeorgel, mandolin og nøgleharpe. Torsdag den 12. november bringer vi en lille artikel på hjemmesiden om projektet.

→ Køb billetter her

Dagen efter, søndag den 22. november, tager Female Voices os med gennem 900 års musik skrevet af kvindelige komponister. Musikhistorien har længe været fortalt med mændene i centrum, men der findes en rig musikalsk arv, som sjældent får den opmærksomhed, den fortjener. Det er en god anledning til at opleve musik, som alt for sjældent finder vej til koncertprogrammerne.

Open call: Roskilde-Bayreuth Piano Competition 2027

Koncertkapellet inviterer nyuddannede pianister til at søge om en plads i Roskilde-Bayreuth Piano Competition, som afholdes d. 15.-17. oktober 2027. Tolv udvalgte deltagere spiller på husets Steingraeber-flygel for et internationalt dommerpanel.

Du kan søge, hvis du har afsluttet en solist- eller kandidatuddannelse inden for de seneste 7 år og har tilknytning til Danmark. Ansøgningsfristen er d. 15. maj 2027. Kender du en pianist, der skulle søge, så del gerne opslaget.

→ Læs mere og se alle detaljer

Næste
Næste

Back to Bach: tre spørgsmål til Duo Ngoc