Schubertiaden 2026: Marianna Shirinyan & Andreas Brantelid
Tid: 26 august 2026, kl 19:30 (dørene åbner kl 19:00)
Sted: Koncertkapellet, Sankt Hans Gade 51, 4000 Roskilde
Pris: Standard: 245 kr / Studerende & unge u.25: 95 kr / Schubert Selskabets medlemmer: 125 kr / Schubert Selskabets medlemmer (ung): 50 kr
arr.: Schubertselskabet
Efter flere års ønsker fra Schubert Selskabets medlemmer og trofaste publikum kan sløret nu løftes for et længe ventet musikalsk møde på Schubertiaden 2026: de to internationalt anerkendte stjernesolister, pianist Marianna Shirinyan og cellist Andreas Brantelid, gæster årets festival som duo!
Begge kunstnere hører til blandt Nordens mest eftertragtede klassiske musikere og er kendt for deres intense nærvær, store virtuositet og dybt personlige fortolkninger.
Vi glæder os til at opleve deres samspils unikke poesi og dramatiske kraft – denne koncert bliver uden tvivl et af festivalens store højdepunkter.
Beethoven, Debussy og Sjostakovitj
De fire værker på programmet udforsker duoformatet som en ligeværdig samtale mellem klaver og cello. Det gør netop dette program særligt oplagt for Marianna Shirinyan og Andreas Brantelid, der begge mestrer både det intense musikalske nærvær og kammermusikkens fine nuancer.
Hos Ludwig van Beethoven møder vi både det intime og det heroiske – fra de charmerende variationer over Mozarts opera-tema til den monumentale A-dur-sonate, hvor cello og klaver virkelig fik deres gennembrud som ligeværdige partnere.
Efter pausen åbner Claude Debussy for et mere drømmende og farverigt tonesprog, inden Dmitrij Sjostakovitj afslutter koncerten med en sonate fuld af kontraster, melankoli og dramatisk nerve.
Det lyriske, det virtuose og det dybt menneskelige: Denne koncert har det hele. Vi glæder os enormt til endelig at kunne præsentere denne stærke duo – det bliver en koncertoplevelse i absolut særklasse.