Tilbage til Alle begivenheder

Unge komponister SKABERCAMP (workshop)

  • Koncertkapellet 51 Sankt Hans Gade Roskilde, , 4000 Denmark (kort)

Unge komponister SKABERCAMP (workshop)


Tid: 29. august 2026, kl 10:30-14:30
Sted: Koncertkapellet, Sankt Hans Gade 51, 4000 Roskilde
Pris: Gratis for alle (tilmelding nødvendig)

arr.: Foreningen Koncertkapellet


Unge Komponister er et skabende værksted i Koncertkapellet for dig, som spiller et akustisk instrument: træ- og messingblæsere, strengeinstrumenter - strygere, guitar, klaver - slagtøj eller som synger.

Du får mulighed for at prøve kræfter med at komponere og improvisere sammen med andre.

Unge Komponister skaber et rum for:

- at nedfælde noder på papir, 
- sammensætte akkorder og klange, 
- lege med dynamik, artikulation, tempo    
- udforme grafiske partiturer ved tegninger både illustrative og abstrakte,
- bruge improvisation som afsæt til at nedfælde musik, gjort selvfølgeligt ved en række øvelser og greb. 

RAMME

Et fælles arbejdende værksted i Koncertkapellet, hvor man skaber musik til og med hinanden under instruktion og vejledning af professionelle instruktører: Kuno Kjærbye, violinist og komponist, Idunn Pil Søndergaard bratschist og arrangør, Gertie Johnsson blokfløjtenist og komponist alle med erfaring på netop dette område.

2 lørdage i august-september 2026
Lørdag d. 29.8 og lørdag d. 12.9.2026 - begge dage kl. 10:30-14:30

Lørdag. 29.8 - workshop hvor man komponerer. Fællesværker hvor musikalske ideer gives videre - en slags musik-ping-pong; individuelle værker, hvor man helt på egen hånd skriver sin musik. 

Begge dele under vejledning af Kuno Kjærbye og Idunn Pil Søndergaard. Gertie Johnsson giver en introduktion til blokfløjtens klangverden i den første time af workshoppen. 

Lørdag 12.9.2026 bliver jeres værker uropført af Gertie, Kuno og Idunn. Musik i trio-format, blokfløjte, violin og bratsch.

Inden selve koncerten, som er kl. 13.30-14.30, er der skabende værksted kl. 10:30-13:00. Her lytter I, kommentarer til hinandens værker og og giver inputs til Gertie, Kuno og Idunn.

Det er gratis at deltage. Kræver tilmelding senest 10 august.

Unge komponister er støttet af Roskilde Kommune Start- og Udviklingspuljen


Gertie Johnsson er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium,  Koninklijk Conservatorium Den Haag samt Indiana University i USA. Hun har givet koncerter og workshops overalt i Europa, USA, Brasilien og Mellemøsten og har lavet talrige indspilninger bl.a. med egne værker. 

Gertie underviser i blokfløjte på Kulturskolen Roskilde, hvor hun bl.a. koordinerer Musiktalentlinjen og leder det 70 personer store Renæssanceband. Gertie er desuden grundlægger af RUM!KLANG kompositionsworkshops, som arbejder på tværs af genrer og musikalske baggrunde og er en integreret del af talentudviklingsarbejdet i Region Sjælland.

Kuno Kjærbye violinist og komponist - uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med debut fra solistklassen på violin i 1985. 

Et års studier på New England Conservatory, Boston, USA 1982-83. 

Spiller bla. i duo med den tyske kontrabassist Heiko Maschmann og laver Kult Klassisk - Kapelsaloner med pianisten Karin Jakobsson.

Han har i en lang årrækker skabt mange projekter, hvor børn og professionelle arbejder sammen, herunder skabende værksteder, hvor børn og unge skriver musik og som opføres af professionelle musikere. Kuno har som komponist skrevet musik for symfonisk besætning, sinfonietta, kammermusik, vokalmusik (kor, sang mm), musikdramatik, interaktive børnemusikværker, multimedieværker og opera. www.kunokjaerbye.dk

Idunn Pil Søndergaard bratschist og musikunderviser, uddannet klassisk musiker fra Syddansk Musikkonservatorium i 2016, og har udover en uddannelse fra konservatoriet en række fag fra Det Pædagogiske Universitetet i Emdrup indenfor musikpædagogik og pædagogisk udviklingsarbejde. 

Idunn har i mange år arbejdet med klassisk musik og musikformidling i forskellige former og forskellige steder i alt fra børnehaver til garagerock stalde.

Til hverdag underviser Idunn på Hvidovre Musikskole og har i forbindelse med sit arbejde som violinlærer, bratsch lærer og orkester-og sammenspilslærer arrangeret musik til brug i undervisning og musikpædagogiske projekter.

Indenfor de seneste år har Idunn i samarbejde med Kuno Kjærbye lavet skabende musikværksteder for børn og unge i forskellige former, kulminerende i koncerter hvor deltagernes musik opføres af professionelle musikere.

Forrige
Forrige
27. august

SCHUBERTIADEN2026: Fordybelseskoncert med Tanja Zapolski

Næste
Næste
12. september

Unge komponister SKABERCAMP (workshop + koncert)